Tanker vedr. betydningen af perioderestitution på en årscyklus

– “hvor langt skal vi ned i formniveau for at “peake” “?

I denne OL tid hvor hundredvis af toptrænede atleter har målrettet træningen gennem flere år for at toppe, kan jeg ikke lade være med at tænke over restitutionens betydning for at peake. Jeg tænker ikke den daglige restitution som der er bred enighed om virker og er nødvendig, men som også er en svær størrelse, individuel og påvirket af mange faktorer. Jeg tænker på perioderestitutionen efter en sæson.

Mine tanker vedr dette er primært Inspireret af:

  • Pernille Blumes topresultat, kun kort tid efter en længere pause og
  • min gamle ven, som jeg desværre ser alt for sjældent – Kjetil Havstein har inspireret mig til min tilgang. Kjetil formåede, for mange år siden efterhånden, at løbe sine hurtige tider relativ kort efter længere skadespauser, men også
  • tidligere tanker vedr. cykelrytternes præstationer off season hvor de bedste er meget langt fra at præstere på sommer niveau, især dem som satser på udholdenhed. F.eks. Tour de France rytterne.

Forskning og litteratur fornemmer jeg ikke har den endegyldige sandhed på dette felt, jeg hører selvfølgelig gerne hvis nogen kan henvise til relevant forskning.

Min “filosofi” på dette område er at efter en hård sæson eller en meget hård enkelt præstation skal kroppen have restitution. Det er alle nok enige om, selv om mange har en tendens til ride med på bølgen høje af succes. Restitutionen skal efter min overbevisning vare så længe at du oplever et decideret formdyk. Her siger min erfaring mig at f.eks. tiden efter RAAM 2010 eller efter WM 24h 2012 skulle der mere end 2 mdr. til før formen for alvor blev dårligere…

Med andre ord et “formpeak” kræver et “formdyk” og hvis dykket ikke er stort nok bliver det umuligt at fÃ¥ peaket stort nok. eller “det er muligt at holde formen god i meget lange perioder, men en formpeak holder kun fÃ¥ uger og det bliver større af du har været nede – langt nede. Pernille Blume er blot et eksempel der understøtter teorien. Efter min opfattelse er denne teori endnu mere gyldig for os “motionister”. Vi er í den grad afhængige af restitution bÃ¥de for motivation og for skadesforebyggelse i det vi samtidig er belastet af andre faktorer i hverdagen….

Om fredlassen

Jeg nyder bevægelse og betegner mig selv som Ultra-motionist, er uddannet fysioterapeut med en master i sundhedsfremme. Thurø er mit udgangspunkt sammen med min kone og to børn samt den faste træningspartner Luna (Hund). Største oplevelser med sport er; første marathon i 1991, første Ironman '99, deltagelse ved Ironman Hawaii 2007, Grenå 6t - flere år (PR 79,991km), 3. og 1. plads Mors 100miles '09 og '13, Race Across America (cykel) '10, sejr DM 24t løb (224km) '11 og Trans Alpine Run. Mine bedste resultater er DM titel i 24h løb 2011, dansk rekord 100miles i 2013 (14t 49min) samt nordisk rekord på Triple Ironman distancer i 2016 (32t 34min). Jeg elsker at udfordre de fysiske grænser og nyder indtil videre den daglige træning.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *