Status på Triathlon/løbeåret 2013 og mål 2014
Så er det blevet min tur til en status for året i løb og tri med mål for kommende sæson.
Jeg kom ind i året med fornyet energi efter et af de kraftigste motivationsdyk jeg har haft. 24 timers WM i Katowice (sept. 2012) havde virkelig fået mig til at overveje bare at være motionist uden konkurrencer. I Oktober fulgte jeg som vanligt Hawaii Ironman og pludselig vidste jeg at det var tid til igen at køre noget tri og sæsonen 2013 blev planlagt derefter.
Udgangspunktet for sæsonen var:
Triple Ironman i Danmark juni
Ironman Wales i september
Begge konkurrencer blev ikke til noget for mit vedkommende. Den første blev aflyst af arrangøren og Ironman Wales kunne jeg ikke få til at harmonere med min Masteruddannelse i sundhedsfremme på RUC.
Ny plan
Pga. Ryg-gener i starten af året droppede jeg planer om triple IM. I stedet fik jeg tilmeldt mig Suunto Hammer Trail Triathlon på Bornholm og erstatningen for Wales IM blev Mors 100miles løb. Sekundært skulle Svømning Thurørundt gennemføres og der skulle løbes nogle hygge marathon og forhåbentlig bygges lidt form op så jeg igen ville kunne løbe lidt stærkere tempo end det der vare blevet vane de sidste 3-4 år.
Lad mig sige det med det samme, resultatmæssigt har det været et rent succes år. Vinder i begge prioriterede konkurrencer og samtidig for tredje gang sejr ved Strynø løbe event. Rent træningsmæssigt følte jeg dog aldrig, at jeg helt kom op hvor jeg føler det er muligt. Dels fortsatte ryggen med at drille lidt på længere cykelture, dels var tiden bare ikke til alt den træning jeg gerne ville. Arbejde sluger som bekendt en del af ens (fri)tid og i år havde jeg selvfølgelig meget usædvanligt fuldtid.
Opladningen til Bornholm var noget det mest sindssyge jeg har prøvet. 14 dg før sidder jeg stille i en bil en uge (hjælper i Race Across AMerica for Hans og Karsten). Hvilepulsen stiger 15 slag og jeg bliver totalt smadret af en knap 2t løbetur 9 dage før konkurrence. 2timer cykling med fuld hammer kan jeg kun lige akkurat holde 34km/t. Jeg beslutter derfor at satse på intensiv træning frem til 4 dage før konkurrencen. På trods af muskelømhed føler jeg faktisk at kroppen er klar, da jeg fredag morgen vågner og der kun er en dag til start og jeg får en fantastisk tur til Bornholm med Thomas og Kevin. TAK - Race beskrivelse HER. Til alle der overvejer konkurrencer på Bornholm kan jeg kun lægge mine varmeste anbefalinger. Kim, Lena og Jacob m.fl. er fantastiske.
Efter Bornholm stod det på 14 dages intensivt arbejde og derefter 14 dages ferie. Meningen var at jeg i ferien skulle fokusere på noget svømning så jeg kunne være klar til Thurørundt (14.4km) samt opbygge kroppen til igen at løbe ultra i september. Thurørundt blev noget af sindsygeste jeg har prøvet. Over 14km er godt nok lagt når man som jeg prioritere kun at svømme når havet er varmt nok og ikke fik tid til mere end to svømmeture efter Bornholm... Fedt var det dog at gennemføre og sjovt blive nr. sidst i en individuel konkurrence. Har i øvrigt ikke svømmet siden! Vi svømmer Thurørundt igen i 2014, sandsynligvis først i juni måned.
Opladningen og træningen frem mod Mors 100 miles blev kort og intens. Knap så mange km som vanligt op til en ultrakonkurrence, men omvendt er 100miles også en distance som kræver mere tempo end eks. 24timers løb. Glædede mig voldsomt med tankerne om den gode oplevelse på Mors i 2009. 100miles føler jeg som en distance der passer mig rigtig godt. Tilpas langt til at det er udeholdenheden som er afgørende og tilpas kort til at man (jeg?) kan holde fokus hele vejen. Tak til Johnny og Jette for overnatning og støtte undervejs og til Michael som endnu engang vidste sig som en suveræn hjælper på Mors. Tak til Pinen og Plagen for et super arrangement og til alle de andre løbere.
Efteråret er blevet brugt til restitution og mental opladning, primært med fokus på cykling og prioritering af ugentlig tempotur i løb. Ca. en gang om ugen er der blevet løbet på trapper. Jeg er jo formand for "Danish Tower Runners" :) link. Desuden er der stille og roligt gjort tanker om den kommende sæson.
Mål 2014
Har to hoved prioriteter i 2014:
- Full distance Fyn som arrangør og
- cykeltur til Nice med Line i starten af juli måned.
Personlige sportslige mål:
- Ironman Lanzarote, 17. Maj
- triple Ironman 24.-25. Juli i Lensahn
- vise jeg kan stadig kan løbe sub 3t marathon
- efteråret bliver nok uden fokus, hvis noget er tempo og kort distance en mulighed.
Hvis nogen har lyst til at være hjælper i Lensahn (nær Kiel) hører jeg meget gerne! Det er officielt verdensmesterskab på distancen i år og målet er sub 36t.
Godt nytår til alle og god træningslyst