Status januar 2018 – og reflektion over tripple ironman juli 2016

Om at konkurrere på tredobbelt Ironman distance
– og om lysten og motivationen til at træne
Dette opslag har jeg skrevet lidt på gennem det sidste år, hvor træning ikke har fyldt så meget som ellers de seneste 25-30 år. De mange års relativ målrettet træning og afslutningen med trippleironman havde åbenbart taget hårdere på mig end ventet (måske kombineret med nyt og relativt meget arbejde).
Jeg er nu igennem restitutionsfasen og på vej igang igen. Det er fantastisk – det betyder dog ikke jeg vender tilbage til lange tri eller løbe konkurrencer. Mere om det i kommende opslag på denne side som jeg nu løbende vil sætte liv i igen.
Først føler jeg trang til lige at offentliggøre lidt tanker om tripple IM. Det handler for mig om at fortstå hvad der har været motivationen til de mange træningstimer, hvad der måske mangler nu og hvad der kan få mig i gang igen.
Her lidt historik og min opfattelse af forskellen på at:
– konkurrere,
– dyrke motionkonkurrencer for at gennemføre eller
– bare nyde træning og forskellige oplevelser (uden konkurrence elementer)
At stille op i en tredobbelt Ironman og gennemføre den som en konkurrence, er ikke et projekt som er “bare lige”. Det tager adskillige års tilvænning før kroppen er bare lidt klar og måske endnu længere før man mentalt er klar og kan sætte sig op til bare at blive ved, uanset hvilke træthedssignaler der dukker op. Der ligger tilpasning af hverdagen så træningen hænger sammen med arbejde og familie. Det betyder for mig, at træning er lagt ind i transport og at jeg som regel er meget tidligt. Desuden vægtes den træning der betyder noget.
Mine forberedelser til Tripple Ironman startede for over 30 år siden – en efterårsdag omkring 1985 – hvor jeg løb mit første motionsløb. Forberedelsen fortsatte med første Marathon i 1991 og opstart med Triathlon i 1996. Første halve Ironman i 1998 og første hele i 1999. Herefter ca. en Ironman om året frem til 2007. Der var enkelte restitutionsår uden Ironman og mit første ultraløb gennemførte jeg i 2005. I 2007 blev det til tre “almindelige Ironman” på en sæson. Efter ca. 20 års opbygning, var det som om at udholdenheden bare var der og tålmodigheden til at starte roligt lå mig helt naturligt. Desuden foretrak jeg meget lavintense træningspas. Jeg foretrak løb, men var egentlig bedre på cyklen. I 2009 blev det til første 100 miles løb (160,9 km) og uofficiel dansk rekord. Jeg skiftede til ren cykling i 2010 og gennemførte Race Across America (for 2 personer). Det blev fulgt op med et dansk mesterskab i 24 timersløb i 2011 (224 km) og en plads på det danske ultraløberlandshold og bl.a. deltagelse i WM 24 timer. I 2013 forbedrede jeg min danske rekord på 100 miles og kastede mig over trailløb i forskellige længder og med forskellige højde og tekniske sværheder. Sideløbende blev det til en Ironman indimellem, som adspredelse og alternativ træning til de mange km løb med uger over 200 km.
Hele tiden lurede tanken om hvad var min distance? Hurtig er jeg ikke og interessen for de ultimative udholdenhedskonkurrencer har altid luret. Om det var 48 timers/6 dages løb eller multiple Ironman (2, 5, 10 eller 20 dobbelt Ironman). Tanken om at sove i konkurrence eller konkurrere på mindst søvn, følte jeg dog ikke var mig. Lige præcis på kanten af rigtig langt, lå den tredobbelte Ironman. Jeg havde svømmet 14 km, cyklet konkurrencer der var meget længere end 540 km og løbet over dobbelt så langt i et stræk. Måske var konkurrence under halvandent døgn lige mig? Det indså jeg omkring 2011-12 og trænede målrettet mod det i 2014. Tiden var bare ikke til træningsuger over 15-20 timer. I 2016 skulle det så være. Beslutningen blev taget i samråd med familien, som ikke jublede, men bakkede 100 % op. 8 måneder før konkurrencen sidst i juli 2016, startede træningen gradvist mere og mere målrettet. Jeg prioriterede igen svømning (1-2 ugentlige pas fra årsskiftet), cykling lå på mellem 300 og 600 km om ugen. Løbet vidste jeg var der, så der trappede jeg af tidsmæssigt årsager lidt ned til mellem 60 og 100 km om ugen. Der var meget variation i ugerne og enkelte fokusuger med masser af løb +200 km. Gennemsnitlig træning om ugen blev henover året øget fra ca. 15 til 25 timer, med en enkelt uge på 45 t. Længste træningspas var 7 km svømning, 360 km cykling og 65 km løb, samt et enkelt kombinations træningspas på 11 timer.
For mig var målet ikke bare at gennemføre, men at disponere det som en konkurrence. At trille rolig på cyklen eller komme gående i mål var ikke attraktivt. Selv om man har lyst til at gå – når trætheden melder sig – er det for mig ikke at konkurrere. Udover at det fysiske skal være på plads, kræver det også at psyken vil. Det betyder (for mig) at livet som helhed skal fungere, idet blot små problematikker kan svække fokus. Kommer der bare lidt tvivl, kan kampen blive helt uoverskuelig. At konkurrere på Tripple Ironman distance kræver derfor ikke blot mange års træning, men også en forstående familie og masser af gode træningskammerater, som hjælper med at holde dampen oppe. Vigtigst af alt er dog lysten til at træne og hygge sig med træningen og aldrig være målrettet så vigtigere ting i livet misses.
Jeg gennemførte og opfyldte målet om at slå den danske rekord (<36t). Jeg holdt mig løbende, det var hårdt og jeg var 100% afhængig af mine hjælpere – som pressede mig og sørgede for væske og energi. Jeg følte jeg kunne have forberedt mig bedre og også disponeret bedre på dagen. Jeg er dog super tilfreds med at have konkurreret med verdensmesteren på distancen og slået Nordisk rekord i tiden 34timer og 32min.
Efterfølgende har motivationen bare ikke været der. Hverken til løb eller triathlon. Grænsen mellem afhængighed og meget stærke vaner er jo ikke skarp. Har altid haft det ok med at springe et træningspas over hvis det ikke passer ind eller hvis trætheden er for stor når væguret ringer 04:45. Omvendt har jeg for meste ikke kunnet lade være, træningstøj, sko m.v. ligger jo altid klar og et lille træningspas har altid kunne presses ind. Siden triple ironman har det for det meste været hunden der har lokket mig afsted, sammen med gode venner eller lidt dårlig samvittighed over elendig kondition.
Efter 6 mdr. sådan, meldte jeg mig ind i Troense Kajakklub – måske en ny sport kunne give ny energi og mod på at træne. Det har det gjort. Kombinationen af den fantastiske sydfynske natur, en sport fyldt med teknik og elementer af ren fysik, er virkelig fedt. Naturoplevelser koblet til kajak og muligheden for i højere grad at inddrage familien, glæder jeg mig rigtig meget til. Desuden har jeg taget udfordring op med at lære at sidde i kapkajakker. Der er et langt stykke op før det overhovedet er muligt at holde balancen i de mest ekstreme af slagsen, men det er fedt og tror faktisk også kroppen har godt af variationen.
Nu kommer motivationen til at løbe og cykle lige så stille også – endeligt tilbage hvor det er tiden som er den begrænsende faktor. Specielt nu hvor jeg arbejder fuld tid (+).
Jeg ser frem til at begynde at træne lidt målrettet igen – ingen deciderede mål men vil igen løbende opdatere denne side.
GODT NYTÅR

Om fredlassen

Jeg nyder bevægelse og betegner mig selv som Ultra-motionist, er uddannet fysioterapeut med en master i sundhedsfremme. Thurø er mit udgangspunkt sammen med min kone og to børn samt den faste træningspartner Luna (Hund). Største oplevelser med sport er; første marathon i 1991, første Ironman '99, deltagelse ved Ironman Hawaii 2007, Grenå 6t - flere år (PR 79,991km), 3. og 1. plads Mors 100miles '09 og '13, Race Across America (cykel) '10, sejr DM 24t løb (224km) '11 og Trans Alpine Run. Mine bedste resultater er DM titel i 24h løb 2011, dansk rekord 100miles i 2013 (14t 49min) samt nordisk rekord på Triple Ironman distancer i 2016 (32t 34min). Jeg elsker at udfordre de fysiske grænser og nyder indtil videre den daglige træning.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *