2 dages tur Thurø og rundt om Ærø

Sindssyg tid vi er i – og det ser ud til at fortsætte rigtig, rigtig længe. Jeg prøver at se det positive, prøver at leve så normalt som muligt, prøver at gøre de ting man kan. Er fuldstændig bevidst om restriktioner, men må omvendt sige at jeg på de efterhånden daglige kajakture i SeaCruiseren er i en lomme som smager af normalitet. Tidligere løb jeg, ofte alene og ofte langt, nu ror jeg alene. Kan man mere end nyde det? Jeg valgte i weekenden at ro en længere tur med overnatning og har i øvrigt de seneste uger logget godt over de 100 km om ugen – træningen kan følges mere minutiøst på Strava. Her de seneste to “aktiviteter”, 110 km, jeg vil skrive lidt nærmere om.

Lørdag middag trak jeg kajakken ud af indkørslen – primære formål “god træning” og lidt hygge (alene… har sjældent været så meget sammen med min familie som i disse tider hvor vi er sammen 24-7). Vinden var med ud af sundet og jeg havde bestemt mig for ikke holde igen, men tjekke hvor langt udholdenheden rakte – håbede jeg kunne nå omkring 60 km inden solnedgang. Da jeg nåede ud af sundet lagde vinden sig, men tog selfølgelig til da jeg skulle krydse fra Lyø til nordøst spidsen af Ærø, så det blev knap 10 km i sidevind. Godt våd og lidt kold nåede jeg i læ af Ærø og fik lidt fart i kajakken igen… målet var solnedgang og best mulige spot for natten.



Ud over god træning kan jeg stadig forbedre mig i forhold til effektiv at slå lejr, få spist og gå til ro for igen at kunne komme afsted… DET DREJER SIG PRIMÆRT OM SYSTEMATIK OG ORDEN! At sætte op går stærk, nåede på under 30 min at få sat telt og få lavet mad (pasta med tomatsovs…) At komme afsted igen gik lidt mere trægt… håber sommer gør det nemmere, i hvert tilfælde brugte jeg bl.a. tid på først at få tøj på og senere skifte til – vådt – kajaktøj. Jeg har fået systemer og ved præcis hvor ting er og på godt en time kom jeg afsted… ikke rekord, men accepteret. Målet er 30 min, pakning, morgenmad tandbørstning + kaffe til dagen!


.
.
.
.
Ved 7 tiden søndag strøg kajakken afsted igen. Let modvind til sydøst spidsen af Ærø, her ventede 5-6 m/s sidevind og pæne bølger i krydset mod Marstal. Prøvede at holde tempo, men gårsdagen roning sad lidt i kroppen… Fra Marstal var der få km med side/medvind, lidt læ og lavvande bag Strynø – inden det var sidevind resten af vejen hjem og selvfølgelig modstrøm i sundet! En dag hvor der skulle kæmpes lidt for farten. 7,3 i snit, eks pauser og uden hjælp fra elementerne er jeg egentlig godt tilfreds med.
Hjemme igen med let ømme håndflader, ingen vabler, ømme mave- og skulder muskler, men ellers OK og klart fysisk og mentalt styrket. Til Danmark Rundt forventer jeg flere timer på vandet om dagen (12-14t) men klart lavere tempo. Turen har dog styrket mig i troen på at jeg kan gennemføre det rød hvide bånd på under 19 dage… Hårdt? ja selvfølgelig – hvorfor ellers gøre det??